Helene Riis Lindholm tiltræder som COO og partner i Munk AI – sætter turbo på skalering og international ekspansion

Munk AI styrker sin topledelse med Helene Riis Lindholms tiltrædelse, som COO og partner med fokus på forretningsudvikling og internationalisering. Tiltrædelsen markerer et centralt skridt i virksomhedens strategi om at accelerere væksten i Danmark og udvide internationalt med ambitionen om at blive Europas førende AI-konsulent- og udviklingshus.

Som COO får Helene – sammen med CEO Benjamin C. Munk – ansvar for at drive og gennemføre en række vækstinitiativer som både tager udgangspunkt i, hvor de fleste virksomheder er i dag, men også nye initiativer som sikrer vores kunder forretningsmæssig succes i en fremtid, som ser markant anderledes ud de kommende år.

Stærk lederprofil med dokumenterede resultater
Helene Riis Lindholm kommer med en baggrund i tunge ledelsesroller. Hun har blandt andet været CEO for GAIS, hvor hun stod i spidsen for at udvikle virksomheden fra start-up til scale-up med en fordobling af omsætningen tre år i træk og en vellykket spin-off med rekruttering af ekstern ledelse og bestyrelse. Derudover har hun været direktør i Krifa og kom til den rolle fra KK Wind Solutions som Head of Customer Experience Management. Hun har også erfaring fra Norlys som betroet rådgiver for bestyrelse og direktion i forbindelse med fusionen af SE og Eniig til Norlys, hvor hun arbejdede tæt med topledelsen om governance, strategi og M&A. Hun har en MBA med speciale i innovationsledelse samt en executive bestyrelsesuddannelse fra CBS. I 2024 blev hun hædret som ”Årets MBA-alumne” af Aarhus BSS.

Helene tiltræder den 1. september 2025.

Citat – Benjamin C. Munk, CEO, Munk AI
“Indenfor de næste 7 år vil samtlige kognitive opgaver i en virksomhed kunne håndteres fuldautomatisk af AI. Dette kommer til at ske gradvist efterhånden som teknologien er moden til det, men rejsen er allerede begyndt. Det handler langt fra kun om teknologiske løsninger, men i lige så høj grad om hvordan man gearer sin organisation til at udnytte de mange nye forretningsmuligheder, som opstår de kommende måneder og år. Dette kræver en partner som Munk AI, der har AI helt ude i fingerspidserne, kan tænke radikalt nyt og som både har forståelse for virksomhedsledelse, mennesker, teknologi og alt derimellem. Helenes evne til konstant at forny sit mindset og forretningsudvikle i samspillet mellem teknologi og mennesker – sammen med hendes store professionelle organisationserfaring på toplederniveau gør, at Helene Riis Lindholm er den helt rette til denne stilling, og vi glæder os til at få hende ombord.”

Citat – Helene Riis Lindholm, COO & partner, Munk AI
”Munk AI har en klar ambition og et stærkt fundament. Min opgave er at sikre retning, tempo og skalerbarhed. Potentialet for værdiskabelse med AI er enormt, og jeg glæder mig til – sammen med et stærkt team – at hjælpe virksomheder i Danmark og udlandet med at udnytte mulighederne i AI og realisere gevinsterne.”